Misforståelsen om Kina

Siden årtusindeskiftet er størrelsen på den kinesiske økonomi firedoblet. Denne imponerende udvikling har skabt et billede af Kina som drivkraften i global økonomi. Ligeledes er den gængse overbevisning, at når væksten falder i Kina, er det dårligt nyt for resten af verden. Det så vi tydeligt i 2016, hvor en række dårlige kinesiske nøgletal skabte kraftige kursfald på det globale aktiemarked.

Men denne forståelse af Kina og dets indvirkning på verdensøkonomien er unuanceret og grundlæggende forkert. Når vi igennem de senere år har set faldende vækst i Kina, skal man som investor ikke gå i panik. Set med globale briller er væksten ikke forsvundet, den er bare rykket mod vest, tilbage til USA og Europa.

Kina træder ind på verdensscenen

For at forstå denne sammenhæng skal vi se nærmere på den økonomiske udvikling i Kina. Tilbage i 80’erne begyndte den kinesiske leder Deng Xiaoping at reformere og åbne økonomien. I 2001 blev Kina medlem af Verdenshandelsorganisation (WTO) og trådte for alvor ind på det globale marked. En arbejdsstyrke på 700 millioner og lønninger der lå langt under vestlige standarder, gav Kina en enorm konkurrencekraft, hvilket kan aflæses på betalingsbalancen, som steg til hele 10 % af BNP.

Men et betalingsbalanceoverskud i ét land må nødvendigvis betyde, at der er underskud i et andet, og det kinesiske overskud blev modsvaret af underskud i en række vestlige økonomier, især USA. Et betalingsbalanceunderskud betyder, at der importeres mere end der eksporteres. Det var altså de vestlige økonomier, med USA i spidsen, der bidrog til global efterspørgsel – til gavn for Kina. Det betød til gengæld, at der manglede efterspørgsel i USA, hvilket man kompenserede for ved at starte en kreditekspansion i den private sektor, som ultimativt var med til at skabe finanskrisen.

Konkurrenceevne tur-retur

Netop finanskrisen blev et vendepunkt for den kinesiske konkurrenceevne. I et forsøg på at gøre økonomien mindre afhængig af offentlige investeringer tillod de kinesiske myndigheder accelererende lønninger i håb om at øge den private efterspørgsel. Samtidig havde finanskrisen tvunget virksomhederne i USA og Europa til at effektivisere. Samlet set betød det, at Kinas konkurrencefordel blev indskrænket. Kinas betalingsbalanceoverskud faldt kraftigt og for at undgå et kollaps i væksten, startede man en voldsom kreditekspansion – som vækker mindelser om USA op til finanskrisen.

Et spørgsmål om opsparing

Når man forstår konsekvenserne af forskydninger i landenes konkurrenceevne, skal man som investor stadig holde øje med Kina – det er trods alt verdens næststørste økonomi. Som nævnt forsøger Kina at omstille økonomien, så væksten i højere grad kommer fra privatforbrug. Det er en fornuftig plan, og i de vestlige økonomier er det også netop privatforbruget, der udgør størstedelen af økonomien.

Kina står dog med det grundlæggende problem – som vi f.eks. også ser i Japan – at en stor del af de private indkomster går til opsparing. Umiddelbart vil mange tænke, at det er ganske fornuftigt at spare op, men for en økonomi som helhed er for meget opsparing ødelæggende for væksten. Det er en problemstilling, som økonomen John Maynard Keynes allerede påpegede tilbage i 1930’erne, men som stadig er aktuel.

Medmindre Kina får tøjlet deres opsparingsiver, vil økonomien fortsat være afhængig af infrastrukturinvesteringer og kreditekspansion. På den måde kan kineserne holde væksten oppe nogle år endnu. Men på sigt er det ikke holdbart, og før eller siden vil Kina blive ramt af finanskrise og økonomisk stagnation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *