Misforhold mellem renterne i USA og Tyskland

Ikke siden 80’erne har renteforskellen mellem amerikanske og tyske statsobligationer været større. I skrivende stund er renten i USA 2,9 %, mens investorerne må nøjes med 0,7 % i Tyskland – renten er altså 4 gange højere i USA. For at forklare forskellen vil det være nærliggende at sammenligne de to landes økonomiske tilstand. Men måler man på økonomisk vækst, arbejdsløshed og inflation, er nøgletallene nærmest identiske.

Pengepolitisk adskillelse

Til gengæld er den pengepolitik, som bliver ført af henholdsvis Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank (ECB) langtfra identisk. De to centralbankers styringsrente adskiller sig med omkring 2 %, og desuden opkøber ECB månedligt statsobligationer – overvejende tyske – for 30 mia. EUR. Pengepolitikken giver dog kun en delvis forklaring, for det er nemlig ikke første gang, at de to centralbanker går hver sin vej. Ved årtusindskiftet var forskellen på styringsrenterne helt oppe på 3 %, og dengang var renteforskellen på statsobligationerne stadig kun 1 %.

Forventninger til fremtiden

Udover at være influeret af centralbankerne afspejler obligationsrenterne også investorenes forventninger til den økonomiske udvikling. I den henseende er der især fokus på Trumps skattelettelser samt hans planer om at øge det offentlige forbrug. Amerikansk økonomi vokser tæt på kapacitetsgrænsen, og med Trumps økonomiske tiltag er der udsigt til stigende inflation. Det gør obligationsinvestorerne nervøse, og presser dermed de amerikanske renter op. Anderledes ser det ud på det europæiske kontinent, hvor inflationsforventningerne, på trods af økonomisk vækst – forbliver afdæmpede. Man bør dog ikke undervurdere det europæiske opsving og huske, at ECB – måske allerede i år – stopper deres obligationsopkøb, og på den baggrund vil renteforskellen mellem USA og Tyskland indsnævres over de kommende år.

linkedin.com/in/langmack/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *