Amerikanerne tror på stigende aktiemarkeder

Ifølge en månedlig spørgeskemaundersøgelse udsendt af University of Michigan vurderer amerikanerne, at der er 60 % sandsynlighed for stigende aktiekurser det næste år. Aktieoptimismen er dermed på det højeste niveau, siden de første spørgeskemaer blev udsendt tilbage i 2002.

Stigende aktier giver stigende optimisme

Det er dog ingen overraskelse, at optimismen topper netop nu. For lige siden finanskrisen har det amerikanske aktiemarked været stødt stigende, og i den situation er der en klar tendens til, at vi mennesker – ikke blot amerikanerne – tror, at stigningerne fortsætter. Ligeledes tror vi mindre på stigende markeder i perioden efter store kursfald. Se blot på finanskrisen hvor de adspurgte i marts 2009 (efter at aktiemarkedet var faldet 50 %) mente, at der blot var 34 % sandsynlighed for aktiestigninger. I bagklogskabens ulidelig klare lys kan vi dog konstatere, at aktiemarkedet steg 50 % mellem marts 2009 og marts 2010.

Undgå gårsdagens vindere

Når det gælder investering, er der alt for meget fokus på det seneste års afkast – populært sagt, jagter vi gårsdagens vindere. Det er dog en dårlig investeringsstrategi, da det sjældent er de samme selskaber, markeder eller sektorer, som giver det højeste afkast år efter år. I stedet bør man som investor tænke på samme måde, som når man handler dagligvarer – at prisen falder 50 % gør ikke varen mindre attraktiv, tværtimod.

linkedin.com/in/langmack/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *