Verdenshandlen vokser – men tempoet er faldet

I modsætning til 00’erne, hvor globalisering og frihandel dominerede den politiske dagsorden, har der de seneste år været et øget fokus på protektionisme. Betyder det, at globaliseringen er slut? Hvis vi ser på data for verdenshandlen, er svaret ”nej”. Godt nok er væksten i verdenshandlen halveret i forhold til perioden før finanskrisen – se figuren. Men med en vækst på 3 % p.a. er der stadig liv i globaliseringen.

Trumps toldmur

Af protektionistiske tiltag har vi senest set Trump indføre en generel told på importeret stål og aluminium samt told målrettet mod kinesiske produkter. Omfanget af disse tiltag er dog relativt begrænset og vil næppe medføre et nævneværdigt fald i verdenshandlen.

Hvem betaler?

I praksis er effekten af Trumps toldmur en beskatning af amerikanske virksomheder. Det er jo ikke sådan, at toldsatserne på aluminium vil standse al import af aluminium. Mange virksomheder vil blot betale den nye told og til gengæld hæve deres priser. Så i sidste ende kan tolden betyde stigende priser på aluminiumholdige produkter som øldåser og biler – men det nævner Trump ikke.

Flytter produktion tilbage

Den faldende handelsvækst skyldes ikke politisk protektionisme, men derimod strukturelle ændringer i virksomhedernes produktionskæde. Den produktionsudflytning (outsourcing), som prægede 00’erne, er nemlig ved at blive rullet tilbage. Øget automatisering, herunder brug af industrirobotter, har gjort det mere attraktivt at flytte produktionen ”hjem” tættere på forbrugeren, og dette sænker helt naturligt verdenshandlen.

linkedin.com/in/langmack/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *